Foredrag
Der er i øjeblikket udgivet følgende foredrag og flere kommer til efterhånden.
Det første foredrag er valgt pga. emnets vigtighed. Der er så mange mennesker, der går rundt og har angst for døden. Dette skyldes uvidenhed om, hvad der sker, når man dør. Imidlertid er der rigtig mange beretninger om dødsoplevelser. Da de i sagens natur må være fortalt af folk, der er genoplivede, har beretningerne fået betegnelsen nærdødsoplevelser. Disse utallige fortællinger har mange fælles træk og meget tyder på, at man lever videre efter døden som en sjæl.
Det andet foredrag er vigtigt, fordi mange mennesker tror, at tankeoverføring (telepati) og synskhed (clairvoyance) er noget vrøvl. Som foredraget fortæller, er disse evner imidlertid videnskabeligt bevist, og både telepati og clairvoyance er evner, som vi alle besidder til en vis grad. Nogle få (omkring 1 %) har endda udprægede evner og er særlig gode til det. Yderligere er det også påvist, at tanker påvirker vores omgivelser.
Det tredje foredrag fortæller om menneskets opbygning i krop, sind og ånd. Der beskrives, hvor denne viden kommer fra. Der fortælles om menneskets tre auralag: Æterlegemet, astrallegemet og mentallegemet. Der omtales meridianer og akupunktur. Chakraerne og deres egenskaber beskrives. Blokeringer i chakraerne omtales. Foredraget slutter med en omtale af sjæl og bevidsthed, samt bevidsthedens udvikling.
Det fjerde foredrag handler om reinkarnation og karma. Der er mange tusinde beretninger fra mennesker, der har oplevet at huske episoder fra tidligere liv. Mange af disse er også dokumenterede, idet man har fundet frem til beviser for deres beretninger. Især børn har været undersøgt af forskerne. Man har bl.a. fundet modermærker, ar og mærker på kroppen efter skader i tidligere liv.
Karmaloven omtales grundigt, og livets retfærdighed og formål diskuteres.
Det femte foredrag handler om livet efter døden og indtil den ny fødsel. Der findes hundredvis af stort set enslydende beskrivelser af dette berettet af klienter under hypnose.
De forskellige stadier af livet mellem livene omtales. Der fortælles om mødet med ens sjælsgruppe og den undervisning og terapi, det er muligt at modtage samt om glæden og tilfredsstillelsen ved at leve det frie liv mellem livene, som er sjælens egentlige hjemmeunivers.
Det sjette foredrag er om æterlegemet. Ved æterlegemet forstås den aura eller udstråling, der er omkring den menneskelige krop. Denne udstråling hører hjemme i den fysiske verden og består af stof fra de fire mindst tætte tilstandsformer af fysisk stof, som omtales og sammenlignes med, hvad fysikken ved om disse. Der er i alt 7 tilstandsformer af fysisk stof, hvoraf de tætteste er de mest kendte, nemlig fast, flydende og luftformig tilstand. Der gennemgås æterlegemets formål og omtales prana (livskraft), som optages fra solindstrålingen og fordeles af de æteriske chakraer, samt meridianer og nadier. Der fortælles om æterisk healing, og om hvordan man kan optræne sit æteriske syn.
Det syvende foredrag handler om astrallegemet. Ved astrallegemet forstås normalt den aura eller udstråling, der er omkring den menneskelige krop, som udtrykker, hvad mennesket føler, men det er faktisk også koncentreret inden i selve kroppen. Dette astrallegeme er ikke fysisk og kan altså på ingen måde måles med instrumenter i den fysiske verden, men må iagttages med clairvoyante evner. Astrallegemet består af astralt stof, som er finere og højere vibrerende, og som gennemtrænger det fysiske stof. Astrallegemets formål er: At gøre det muligt at føle, at tjene som bro mellem sind og fysisk stof og at fungere som et uafhængigt legeme for bevidsthed og handling. Den astrale aura er livlig og turbulent og fyldt med farver, som repræsenterer de følelser, mennesket oplever. Der er i foredraget vist en række eksempler på farvede auraer ved forskellige følelsestilstande. Selve astralverdenen er også kort beskrevet. Det er en selvstændig verden, hvor man lever og oplever, og hvor følelserne er det primære. Til slut er det beskrevet, hvordan man kan erhverve astralt syn, selv om man også er bevidst i den fysiske verden.
Foredragene er lagt ud på som gratis foredrag på YouTube, https://www.youtube.com/channel/UCYYNLKCLy6iJC2WOMFsdrqA , men kan også købes til 30 kr./stk. i bedre opløsning ved at klikke på menupunktet “shop”. De kan fås enten som en video eller en lydfil eller et sæt noter, som er en Power Point præsentation af foredraget i pdf format. Power Point noterne kan være gode, hvis man foretrækker lidt fred og ro til at fordybe sig i emnerne.
Jeg rejser gerne ud og holder foredrag, hvis det skulle ønskes.
Af kommende foredragsemner tænkes på
- Tankeplanet (mentalverdenen)
- Højere planer
- Hvad er healing
- Og lignende
Der tænkes også på et senere tidspunkt at give foredrag inden for mere esoteriske emner. Det vil imidlertid kræve, at en vis grundviden er tilstede. Disse foredrag vil derfor kun blive tilgængelige for dem, som har gennemgået et vist antal grundlæggende foredrag.